• 13-årig stukket i armen på skole i Brøndby - 16-årig sigtet

    Source: BDK Borsnyt / 01 Mar 2024 12:31:16   America/New_York

    En 16-årig dreng sigtes for grov vold og fremstilles i grundlovsforhør lørdag efter en knivepisode på Brøndby Strand Skole. Det skriver Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X, det tidligere Twitter. - Planen er, at han bliver fremstillet i Retten i Glostrup i morgen. Vi har fundet det formodede gerningsvåben, og det indgår nu i efterforskningen. - Vi har ikke yderligere info at dele med offentligheden før i morgen tidlig, lyder det fra politiet. Politiet skrev tidligere fredag på X, at det var til stede på Brøndby Strand Skole, efter at en 13-årig elev var blevet stukket med kniv i den ene arm. En 16-årig dreng blev anholdt efter episoden. Drengen, der blev ramt, er uden for livsfare, men blev efter episoden kørt på hospitalet. - Den indledende efterforskning tyder på, at der er opstået en konflikt mellem de to drenge, skrev politiet tidligere fredag eftermiddag på X. Der går lidt over 1000 elever på Brøndby Strand Skole, som har 120 lærere ansat. Det skriver skolen på dens hjemmeside. Brøndby Strand Skole blev etableret i 2010 efter en sammenlægning af Langbjergskolen, Søholtskolen og Brøndby Strandskole. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/13-aarig-stukket-i-armen-paa-skole-i-broendby-16-aarig-sigtet
Share on,